Ferniseringen 2025
Morild havde fernisering den 22. juni, hvor John Larsen, borgmesterkandidat holdt åbningstalen. Den kan læses her. Tak til de mange gæster, som besøgte os. Og tak til John Larsen.
Tale – Morild 2025
Tusind tak for invitationen – det er virkelig en fornøjelse at være her.
Jeg hedder John Larsen. Og selvom Morilds hjemmeside påstår, at jeg er byrådsmedlem, så er det altså lidt overdrevet… Jeg er ikke i byrådet – endnu! Men det kan I sørge for at jeg kommer, og jeg har gjort det nemt for jer: På stemmesedlen står jeg allerøverst – som at gå i supermarkedet – Det tager kun 5 min! Effektivt, ikke?
Jeg har altid lidt præstationsangst når jeg står foran andre mennesker og skal tale, men da jeg blev inviteret til at holde åbningstalen til denne dejlige udstilling, blev jeg faktisk nærmest lykkelig. For at bruge et ”klassisk
musikalsk udtryk”.
Jeg har været rundt og set udstillingen, og hvor vi før måske kunne tale om det klassiske musiske udtryk, er det her i høj grad det kunstnerisk visuelle moderne
udtryk, der træder frem.
Men hvad betyder det egentlig – kunstnerisk og visuelt?
Det betyder evnen til at fortælle en historie gennem et billede, en figur, et fotografi – noget, der berører os indefra. Historien er skabt af kunstneren – men
fortolkningen er vores egen.
Jeg bliver rørt, når jeg ser Trine Kents næsten naturalistiske nærbilleder af ting og steder, jeg kender fra virkeligheden. Pludselig ser jeg skønheden i en stige,
der går ned i vandet fra en badebro, jeg selv har brugt mange gange. En lille detalje, der straks sender mine tanker videre til Grete Kofoeds billeder af tæt
sammenslyngede menneskegrupper – billeder, der fortæller om glæden ved fællesskab. Og, synes jeg, også om nødvendigheden af fællesskab.
Moderne udtryk taler direkte til os. Vi bombarderes dagligt med billeder – nogle hænger ved, andre forsvinder hurtigt. I som kunstnere er mestre i at
fastholde det væsentlige, i at skabe billeder, vi må – og gerne vil – forholde os til.
Et billede/foto af en legetøjssoldat med en kikkert for øjnene river mig straks ind i en strøm af associationer: Ukraine, Trump, Gaza. Tanker, vi må leve med i
den moderne, visuelle virkelighed.
Cecilia Kloses elefanter, der bader – så smukt. Og alligevel: Hvor mange elefanter er der egentlig tilbage? Og Gretes badenymfer i det uigennemsigtige
vand – er det mon alger? Livsglæde – midt i den virkelighed, vi alle er en del af.
Udtryk skaber indtryk. Hver gang jeg ser på abstrakt kunst, arbejder min hjerne på højtryk for at finde en mening. Og ofte ender det med en accept af, at der
ikke altid er en entydig tolkning af verden. Vi er forskellige. Vi er mennesker.
Udtryk udfolder sig forskelligt. I musikkens verden er udtryk noget foranderligt – det opstår i rummet mellem udøver og publikum. Saxofonisten spiller en solo, og publikum klapper begejstret: De vil have mere. Eller måske pifter de – de vil have mindre. Uanset hvad, bringer reaktionen kunstnerens følelser i spil – måske endda i kog.
Billedkunstnerens samspil med sit publikum ligger et andet sted. Her præsenteres ikke fragmenter, men et færdigt værk. Man udtrykker noget – en idé, en følelse, en fortælling – og afleverer det hele på én gang til betragteren.
Her opstår en interessant lighed mellem billedkunstneren og politikeren: Hvis målet alene er at please – at sikre salg, stemmer eller billig popularitet – forpasser man chancen for at fremstå ægte, ærlig og sårbar.
I 1840 malede J. Th. Lundbye udsigten fra Vallekilde mod Dragsholm Slot og Nekselø. Det værk regnes i dag som startskuddet på det danske landskabsmaleri.
I 1930’erne opstod der kunstnerkolonier i Odsherred, hvor navne som Swane, Bovin, Hartz og Ejstrup – sammen med mange andre – satte deres præg på
området. Her blev “Odsherredskunst” født som begreb, og Odsherred skrev sig ind som Danmarks fjerde store kunstnerkoloni.
Og nu – i dag – skriver I jer videre ind i netop den tradition. I er med til at forme og udvikle vores fælles kulturhistorie.
Den kulturhistorie er ikke noget, der kun hører fortiden til. Den er levende, den er foranderlig – og den er en central del af den identitet, vi kalder Geoparken.
Kulturhistorie handler ikke kun om museer og gamle malerier – den handler om viljen til at skabe, lære og dele. Den lever i vores fællesskaber – fra det musiske
og kreative til det praktiske og nødvendige.
Når man som jeg stiller op som borgmesterkandidat, begynder man at se omgivelserne med nye øjne. Man tænker over, hvordan man kan være med til at
repræsentere borgernes idéer, håb og drømme – også i kulturens og kunstens rum.
At gå gennem denne udstilling og se jeres versioner af virkeligheden har bragt mig stor glæde og dyb erkendelse. Jeg er sikker på, at det samme vil ske for de
mange gæster, der besøger jer i løbet af sommeren.
Hjertelig tillykke med udstillingen